www.fjeldsport.dk

                               Home     Turberetning      Diverse     Galleri      Profil    Links

 

Aig. Moine som blev til Aig. Index.

 

Efter et par dage med dårligt vejr blev det endelig godt vejr. Efter som det var den første tur i år, besluttede vi os for at tage op til Courvercle hytten og sove et par nætter deroppe, i bivuak. Den første dag skulle selvfølgelig bruges til at vandre derop. Den første del op gennem Mer De Glace, er kendt terræn, men efter morrænen er krydset blev det nyt, som startede med fire-fem stejle stiger, efterfulgt af en stejl sti. Efter en del benarbejde kommer man så op på let sti. Det var hårdt at gå turen pga. alt udstyret ca. 25- 30 kg . Turen blev særlig slemt for Bjarne, da han begyndte at få det dårligt pga. højden, det var virkelig slemt. Jeg kunne ikke selv mærke noget, bortset fra at jeg ikke var sluppet af med mit maveonde og jeg sprang derfor aftensmaden over. Vi besluttede at sove så længe vi kunne da ruten alligevel ikke krævede alpin start.

 

Efter en lang og ukomfortabel nat stod vi op ved 8-tiden og besluttede at tage en slap-a dag. Mens vi spiste vores morgenmad (nuddler)  kom der en redningshelikopter flyvende lavt ind over os, for bagefter at svinge ind mod klippen. Da han stoppede blev der firet en mand ned på ruten (som vi havde tænkt os at klatre) og helikopteren fløj bagefter ned til hytten. Efter 10 min. Fløj han tilbage til klippen, hvor redderen og ”offeret” stod og ventede. Bjarne var stadig sulten og vi besluttede at gå ned til hytten for at få noget mere til ham og jeg kunne så gå på toilet, igen! Jeg spurgte hyttefatter hvad der var galt med offeret, og med mit sparsomme fransk og hans sparsomme engelsk kom vi frem til at det var en forvreden skulder. Vi brugte resten af dagen på at nyde udsigten til Grands Jorasses nordvæg, Mt. Blanc, Mer De Glace osv. Nåå, ja, så ”boot-boulderede” vi selvfølgelig også, det er utroligt så svære ruter man kan klatre med stive støvler på. Prøvede at spise aftensmad, men var nød til at tage en pille for at holde maden i mig. Følte mig ikke som superman, efter kun at havde fået to pk. nuddler på tre dage.

 

Efter endnu en lang og kold nat stod vi op til endnu en solskinsdag. I dag skulle vi havde været oppe på Aig. Moine, men besluttede os for at gå ned. Måske var det fordi vi ikke havde det så godt, måske var det maden, måske var det manglen på gas, måske manglen på motivation eller også var det bare det vi havde mest lyst til. Mens Bjarne fik det bedre af at gå ned, var det nu min tur til at lide, pga. betændelse i knæet (fra et adventurerace vi lavede inden afgang) var det en udsøgt fornøjelse at gå ned at den stejle/ujævne sti, efterfulgt af stigerne og den lange gletsjertur. Fordelen ved at det gør så ondt i knæet, er at man ikke ligger mærke til de fem kroner størrelser vabler der kommer på hver hæl. Hold kæft jeg glæder mig til at holde ferie med brormand! Om aften var vi nede på Bar’d up og drikke et par øl. Mens vi sad der og nød udsigten op i bjergene besluttede vi os for at bestige Aig. Index…

 

Efter en lang og behagelig nat stod vi selvfølgelig sent op og pakkeriet blev derfor lidt hektisk, og der blev pakket efter reglen ”rigtige mænd fejler ikke på udstyret” og vi pakkede derfor alt klippegrejet ned, to sæt af alt. Inden vi tog op igen var vi lige inde hos redningsfolkene for at sige ”at vi var kommet ned igen og tog op igen”. Når man er af sted i lang tid er der ikke nogen der kommer til at savne en de første par uger og man kan derfor sige det hos personalet på Haute Montagne eller hos redningsfolkene. Efter en lidt stressende dag var det rart endelig at kunne slappe af oppe ved bivuakstedet. Vi kunne dog nå at klatre de første to reblængder og boulder lidt før aftensmaden, der igen blev lille for mit vedkommende.

 

Efter en god nat stod vi op kl. 8:00 og klokken 9:00 stod vi klar ved første reblængde. De to første reblængder ( 5 og 4 grads) gik hurtigt da vi havde klatret dem dagen før. Men på tredje reblængde (som man kan gå op til) var der en gruppe på fire litauer. Første mand klatrede af sted og så fik jeg efterhånden den fornemmelse at det var en guidet tur, hvilket er noget af det værste at klatre bagved. Men efter lang tids venten, som blev brugt til at spise chokolade og fortælle vittigheder, begyndte Bjarne op af næste reblængde 40 m . 4b. Jeg fulgte efter og efter et par minutter var jeg ved standpladsen, hvor vi ventede lidt på litauerne. Jeg gik i gang med næste reblængde 50 m . 3+, efter fem meter var den første bolt, hvorefter jeg klatrede 20 meter før den næste bolt. Men her havde Litauerne af en eller anden årsag valgt at lave standplads og jeg kunne derfor stå usikret 20 meter over sidste bolt, 200 meter over jorden og vente i en halv time på at de skulle flytte sig. Jeg foresatte videre lige i røven på den sidste og lavede standplads ved siden af deres næste standplads. Efter to reblængder mere var vi på toppen. Vi skyndte os at tage nogle billeder, da der var tordenvejr på vej. Vi klatrede ned af noget tredjegrads til et abseilanker. Her var Litauerne så flinke at sige at vi kunne abseile ned først, tak det manglede bare, nu havde vi ventet bag ved dem i et godt stykke over 2 timer, hvilket er lang tid i bjergene! Vi skyndte os at rigge udstyret til og Bjarne fik æren af at abseile ned først.

 

Copyright Thomas Holgaard Pedersen