www.fjeldsport.dk

                               Home     Turberetning      Diverse     Galleri      Profil    Links

 

Med hundeslæde på Vatnajokull.

Tekst og foto: Denis Arnsdorf Pedersen

Grønlandske slædehunde er fra naturens hånd venlige og godmodige. Mine hunde er opdraget til fortsat at være sådan, så de dermed lever op til deres bamsede look. Hundene er i øvrigt spændt for til “Nomekørsel”, dvs. at de trækker to og to ved siden af hinanden.

“Christian kom ud og hjælp mig”, råbte jeg, men intet skete. Jeg råbte igen alt hvad mine gamle frostsprængte lunger kunne klare, men atter forstummede mine råb i stormen. Christian sad bag en lukket dør ca. fire meter fra mig intetanende om, at jeg sad i klemme i yderdøren, og at stormen havde tænkt sig at holde mig godt fast et stykke tid endnu. Efter et par minutter fik jeg dog vrikket mig fri og kunne gå ind til ham og bede om hjælp. “Hjælp til hvad”, spurgte han. “Til at åbne døren så jeg kan komme ud og kigge til hundene”, svarede jeg.

Under stort besvær fik vi tvunget døren op. Dagen før havde vi gravet et hul i sneen ned til døren for at kunne komme ind i hytten, og nu sad vi i hullet og søgte lidt læ, inden vi for alvor skulle ud i stormen. Da vi begav os videre, var det på alle fire. Christian havde fået godt fat i en isklump lige som der kom et ekstra kraftigt vindstød, og et øjeblik slap hans krop jorden med alt andet end hænderne, som krampeagtigt holdt fast i isklumpen. Da han havde jordkontakt igen, kravlede han hurtigt om i læsiden af huset. Her lå hundene og havde det godt. De havde ladet sig sne nede og lå godt og varmt i deres snehuler. 20 minutter efter var vi tilbage i hytten.

Hundene kan klare alt slags vejr. Her har en hund ladet sig dække af sne under en snestorm. Under sneen har den det godt og lunt.

Grimsfjöll - en af verdens mest aktive vulkaner
Stedet var Grimsfjöll på Vatnajökull, det sydøstlige Island, og hytten, som vi befandt os i, ligger i 1741 meters højde. Vi havde været på tur med hundeslæde i godt og vel 14 dage og var nået hertil i forgårs. Det var imponerende at komme hertil. Udsigten var formidabel ud over de lavere fjelde mod syd, indimellem tillod en blå plet i skydækket solen at kigge igennem, og overalt stod små dampstråler fra den underliggende vulkanske aktivitet op gennem gletscheren.

Jeg sad nu i hytten med en halv kop varm kaffe - den anden halvdel var på min T-shirt. Vi havde begge gang i piberne, og hyggen var optimal. Jeg lod tankerne glide tilbage på turens første 14 dage. Starten havde givet nogle småproblemer med hundene; vi havde fire lømler, som aldrig havde trukket en slæde før, og oven i dette var vores slædespand sammensat af to andre spand, der aldrig havde været blandet før. Så samtidig med at vi skulle oplære de unge hunde, skulle vi også sørge for, at de ældre hunde ikke lemlæstede sig selv og hinanden i kampen om status. Nu kunne jeg fryde mig over, at de uden undtagelse havde udviklet sig til nogle fantastiske trækhunde, der uden problemer kunne trække den 400–500 kilo tunge slæde over store sten og op af bratte stigninger.

“Denis, har du nogen sinde oplevet så kraftig en storm før”, spurgte Christian, og rev mig brat ud af mine tanker. Det var svært at svare på. Denne storm virkede værre end alle dem, jeg havde oplevet i de tre år, jeg havde boet på Grønland, men jeg var dog ikke sikker. De problemer, vi havde med at stå fast her ude, skyldtes nemlig lige så meget, at dampen havde gjort sneen iset og glat, så vinden havde lettere ved at få magten over os. På Grønland har jeg altid haft mulighed for at få nogenlunde fodfæste i sneen. Christian, der havde arbejdet som slædekusk i Alaska, havde aldrig oplevet noget lignende, og han var temmelig imponeret. Det var jeg nu også. Efter turen hørte vi, at stormen havde blæst en hytte væk på Esjufjöll et andet sted på gletscheren.

Den grønlandske slædehund er nok den mest hårdføre i verden. Her ses Pedro, en glad dreng på en (for ham) varm dag. 

To danskere og en hundeslæde
På Island er slædehunde en nyhed i sig selv, da der ikke har været slædekørsel med hunde siden 1936, hvor nogle norske videnskabsmænd brugte dem som transportmiddel. I dag er det kun mig,  der har slædehunde på Island, og de stammer fra egen import. Jeg har tidligere været ved slædepatruljen Sirius, og op til turen havde jeg arbejdet med mine hunde i snart tre år. Resultatet var en masse store, stærke og kærlige grønlandske hunde.

Grønlandske slædehunde er nok de mest hårdføre slædehunde i verden. Jeg har også prøvet at køre med husky’er, men de passer overhovedet ikke sammen med grønlænderne. Hvis man skælder en husky ud, er den trykket flere dage efter, mens en grønlænder derimod glemmer en skideballe efter ti sekunder. Det er netop et tegn på dens psykiske styrke.

Turen, Christian og jeg kørte, varede en måned, og formålet var at finpudse hundene, inden de skulle bruges til at køre guidede ture med turister. Turen gik fra området nær vulkanen Hekla, op på Vatnajökull og videre over Grimsfjöll, som man nok husker for vulkanudbrud i 1996 og 1998. I 1996 blev der smeltet så meget is, at der opstod en gletschersprængning, da vandet trængte ud, og i en enorm flodbølge skyllede næsten 20 km vej og broer væk. Ved nordøstkanten af Grimsfjöll kørte vi ned igen og endte efter en lille uges kørsel i højlandet ved søen Lagerfljót.

Whiteout på Vatnajökull
Morgenen efter stormen var vejret godt igen - blå himmel og vindstille. Efter at jeg havde tømt videokameraet for batteri på alt, hvad der kunne filmes, var vi klar til at køre videre. Modsat videokameraet var hundenes batterier så fyldte, at de var ved at kortslutte; efter to dage med dårligt vejr, hvor de intet havde lavet, var det et problem at holde dem tilbage, indtil vi havde fået alt grejet på slæden.

Vi startede dagen med at passere kløften, der var kommet efter vulkanudbruddet i 1996. I bunden af kløften var der stadig store sprækker, men de var også de eneste, vi så på hele turen. Vi var nu kommet ud på den østlige og særdeles flade del af Vatnajökull, og i alt kørte vi i fire dage, hvor det bare var fladt. Egentlig er det et meget flot område med udsigt til imponerende fjelde og store vidder, men vi var så uheldige at få whiteout (ekstrem dårlig sigt pga. sne eller tåge), og så kan man godt fristes til at mene, at dagene bliver lidt ensformige. Som Christian sagde under en pause, så får man lyst til at vende døgn og køre om natten, hvor tågen plejer at lette.

Tågen lettede først den sidste dag på gletscheren. Hermed åbenbarede der sig et utroligt sceneri med fjelde, der stod i skarp profil mod den blå himmel. Det var så betagende, at man næsten brugte en hel rulle film på det.

Den vilde hestejagt
Turens sidste dag blev også den mest dramatiske; vi skulle køre ned fra højlandet ved et stejlt fjeld, hvor vi fulgte en vej i zig-zag nedover. Selv med bremsetovene monteret om begge meder kom der god fart på, men det gik lige. Problemet opstod først, da vi kom i nærheden af den gård, Bessastaðir, hvor turen skulle ende (nærheden betyder ca. 200 meter horisontalt og ikke mindst 200 meter vertikalt). Da hundene, som ikke havde set andre levende væsener i en måned, fik øje på hestene i indhegningen ved gården, var der noget, der skulle undersøges – øjeblikkeligt!

Vejen gik jo ikke i en lige linie til hestene, men det gjorde hundene. Et halvt nervepirrende minut hang jeg i opstanderne efter slæden, alt imens jeg tænkte på, at dette dog var en besynderlig afslutning på en god tur. Men heldet følger de tossede, og slæden stoppede ca. 20 centimeter fra indhegningen. Skaderne efter den voldsomme nedkørsel begrænsede sig til et bremsetov, der var revet over, og en pote med en ubetydelig flænge.

Panik på Bessastaðir
Der var ingen tvivl om, at beboerne havde hørt os, for efter ca. et minuts tid blev det elektriske hegn rundt om hestene tændt. Et blik op at skrænten fortalte, at vi havde været utrolige heldige med at slippe for brækkede arme og ben i vivariet af klippestykker, der ragede op gennem sneen. Vi fik slæden på højkant, og da vi stoppede foran døren til Bessastaðir, kunne det nok være, at Islands første hundeslæde samlede sig en del opmærksomhed. Vi fik lov til at slå teltet op på en nærliggende eng og kunne til sidst gå til ro efter en lang og begivenheds rig dag.
 
Dagen efter blev vi inviteret til fødselsdagskaffe hos bondekonen, hvor vi sad og prøvede at lugte mindst muligt efter at have undværet vask i en måned. Vi havde også problemer med ikke at tømme alle kagefadene på bordet, da vores kroppe skreg efter sukker, men vores høflighed overvandt trangen. Beboerne fortalte, at larmen om aftenen havde skabt en del panik på gården. Datteren i huset var skræmt kommet løbende ind til sine forældre og havde råbt, at nu kom mørkemændene ned fra fjeldet - en anelse overtroisk skal man jo have lov at være. De ville dog ikke bekræfte, at de havde tændt for elhegnet efter, at de hørte os komme. Resten af dagen gik med, at vi fik besøg af alle omegnens beboere, der lige skulle se to tossede danskere med 13 hunde.

Dagen efter blev vi hentet, hundene blev læsset i traileren og turen gik hjemover. Vi nåede dog at forbløffe personalet på grillbaren i Egilsstaðir, idet de sjældent havde set nogle sætte så mange cheeseburgere til livs.

Området
De islandske gletschere ligger spredt over hele landet. Af de hundredvis af gletschere er der tre, der med deres størrelse og udformning er særdeles velegnet til hundeslædekørsel. De tre gletschere hedder Langjökull (1000 km2), Mýrdalsjökull (600 km2) og Vatnajökull (8300 km2 - Europas største gletscher). Disse gletschere gør hundeslædekørsel og vintersport muligt hele året, men på grund af sprækker i isen bør man have stedkendt guide med sig.

Island er to en halv gang større end Danmark og er med sine 290.000 indbyggere meget tyndt befolket. Da højlandet dominerer Island, er der primært beboelse langs kysterne. Dette gør landet meget egnet til friluftsliv, og der er muligheder for et utal af ture, hvis man fx vil vandre eller cykle. Om vinteren er der også rig mulighed for at køre med hundeslæde i højlandet.

Målgruppe
De fleste med et godt helbred kan gennemføre en hundeslædetur. Dog er børn på længere ture ingen god ide, da man deltager i at styre slæderne og derfor bør have en vis myndighed overfor hundene.

Kort
Kort over Island eller dele deraf købes hos Landmælinga Íslands eller hos en af deres udvalgte forhandlere. Forhandlerne er typisk boghandlere eller forretninger med papirvarer. Mindre udvalg af kort kan dog findes i de fleste andre boghandlere, på tankstationer eller i souvenirbutikker.

Turoperatører
DogSteam Tours (Island) - tlf. +354 487 5412

 

 

Copyright Thomas Holgaard Pedersen