www.fjeldsport.dk

                               Home     Turberetning      Diverse     Galleri      Profil    Links

 

Tour De Alps 2001


30/08 Endelig fri fra arbejde, så er det bare lige hjem i bad og så af sted. Men ikke helt, for først skal bilen pakkes og tre mands oppakning til 10 dage, fylder meget. Men det gik og vi kom af sted til Chamonix, hvilket tog 16 timer inkl. Oles smutvej, der tog en halv time længere. Vel ankommen til Argentiére, om formiddagen. Vi slog teltet op og så tog vi til Chamonix for at checke vejrudsigten og købe det sidste mad. Det regnede, hvilket skulle komme til at kendetegne dagene i dalen, det regnede altid. Men vejrudsigten for de næste dage var god, så vi tog tilbage til lejren for at få aftensmad og fejre at vi endelig var ankommet, hvilket vi kom til at fortryde næste dag.

Mer De Glace

Mer De Glace

01/09 Dagen startede med en lidt tør smag i munden, men vi fik pakket rygsækken med bivuakudstyr og lidt mad. Da vi sad i toget, op til Montenvers, kunne vi ikke se noget. Så meget for den gode vejrudsigt. Efter at være kommet til endestationen gik vi et kvarters tid for at komme til nedstigningen til Mer de Glace. Kl. 12:00 var vi klar til at gå, med steigeisen, økse, reb osv. Det var første gang at jeg prøvede at bruge steigeisen på is, så det var lidt specielt, men man vænner sig hurtigt til det. Efter at havde gået i tre timer kom vi til et sted, hvor gletsjeren drejede til højre og vi kunne for første gang se Col du Midi. Samtidigt fandt vi en spalte der var stor nok til, at vi kunne lave noget isklatring. Spalten var ca. to meter bred og 20 meter dyb, så det var lidt speciel, at blive sinket ned i den. Som at komme ned i en anden verden. Udenfor spalten var vejret stadigvæk dårligt og det regnede lidt.Efter klatringen gik vi videre op af gletsjeren og efter et langt fladt stykke skulle vi dreje til venstre, hvilket det blev væsentlig stejlere af . Nu kunne vi se op til morænen, hvor vi ville lave bivuak, det var ikke ret langt væk. En halv time, måske. Men nej, det var stejlt og fyldt med spalter, så det tog 1 ½ time. Klokken var 20:00 og solen var ved at gå ned, da vi kom til vores bivuakplads. Vi fik fundet vores soveposer frem og fik lavet noget mad. Det var ved at blive koldt og vi var nød til at spise vores mad, mens vi sad i vores soveposer, for at holde varmen. Det var koldt, men det var ok, for vejret så ud til at blive bedre.

Peter gør klar til lidt "spalteklatring".

Jeg vågnede ved midnat, ved at jeg lå og frøs. Vi lå i bivuak i 2750 meter, det var totalt skyfrit og fuldmåne. Vi kunne se alle bjergene omkring os, Chamonix Aig., Aig du Midi, Mt. Blanc Du Tacul, Dent Du Géant og selvfølgelig Aig. Du Tacul, vores mål med turen herop. Efter en lang og smuk nat, stod vi op kl. 6.00. Vi brugte en times tid på at smelte sne, pakke sammen og få udstyr på. Vejret var godt, solskin og næsten vindstille. Vi begyndte at gå op mod Aig. Du Tacul, hvilket var hårdt arbejde, for der var meget sne. Det tog 2 ½ time at gå op til bergchrunden, hvilket var lidt for lang tid. Efter en kort pause ved bergchrunden begyndte vi at gå ned igen. Vi var desværre nød til at vende om, for ellers ville vi ikke kunne nå det sidste tog ned. Efter 40 minutter var vi nede ved bivuakpladsen og her ramte solen os. Hvilket vi sagtens kunne mærke, for nu var det alt for varmt og for første gang måtte vi tage solcreme på. Det gik hurtigt ned over gletsjeren, lidt for hurtigt, for vi havnede i et meget spaltet område, som vi havde gået udenom på vej op. Det tog lidt tid at komme igennem det, men det lykkedes og så fortsatte turen. Efterhånden som vi kom tættere på stationen kom der flere og flere mennesker på gletsjeren. Efter at havde været i gang i 9 timer kunne vi endelig tage steigeisen og rebet af. Nu manglede vi bare at komme op af stigerne, som går fra gletsjeren og op til stien. Vel tilbage i Argentiére fik vi vores velfortjente øl og et festmåltid. Før vi gik i seng skulle vi lige havde det obligatoriske kortspil om, hvem der skulle bære på reb, gryde/kogegrej eller mad.

På vej op mod Aig. Du Tacul.

03/09 Vi tog den sidste svævebane op til Grand Montets, hvor vi efterlod vores rygsække i liftstationen. Vi ville op af en nem rute til toppen af Petit Aig. Verte. Efter at havde kigget lidt på ruten, fra toppen af liftstationen, begyndte vi at bevæge os op af gletsjeren. Efter en time og tyve min. var vi oppe på skulderen. Det gik nemt, men det tog lang tid for der skulle både filmes og tages billeder. Efter skulderen blev det mere stejlt og der kom flere klipper. Det endte med at blive til 3 grads klippeklatring, med godt med luft under fødderne. Præcis kl. 20:00 stod vi på toppen, samtidigt med at solen gik ned.

På vej op mod Petit Aig. Verte


Men der var ikke lang tid til at nyde det i, for der var en masse skyer på vej ind. Så nu skulle vi bare ned og det skulle gå stærkt. Men inden vi nåede til enden af klippeklatringen, hvor vores steigeisen og isøkser stod, var det allerede blevet mørkt og skyet. Da vi nåede ned til skulderen, hvor de sidste klippestykker sluttede, kunne vi ikke se mere ind en meter frem. Vi havde svært ved at se hvor vi skulle sætte vores fødder, hvilket gjorde det lidt spændende at skulle krydse bergshrunden. Da jeg gik som sidste mand og de andre var kommet ned, satte de farten op og jeg blev nærmest hevet ned over kanten, men jeg var heldigt at ramme snebroen. På vej ned af gletsjeren gik vi forkert og Ole faldt i en spalte, men ikke længere ind til knæerne, så han kunne selv komme op. For at undgå spalten gik jeg en stor bue til venstre, men ramte alligevel spalten, dog uden at falde i. Endelig efter to timer fandt vi liftstationen og kunne ånde lettet op. Vi fik hurtigt lavet noget at spise og så var det ellers bare i posen, for det var ved at blive koldt. Vi kunne ind imellem skyerne se Chamonix´s gadelys. Et pænt syn, som blev krydret med lyn og torden.

Ole på skulderen ved Petit Aig. Verte.

Det var en kold nat og da vi vågnede om morgen var vi dækket af sne. Sneen var blæst op af hullet til liften. Vi besluttede at vente og se hvordan vejret blev. Hvis liften ikke kunne køre var vi nød til at gå ned over Argentiére gletsjeren, hvilket ikke ville være sjov, da vejret stadigvæk var dårligt. Efter lidt venten besluttede vi at ringe til ”liftbestyren” (takke være mobiltelefonen!), hvor vi fik at vide, at de ville sende en lift op en gang her til morgen. Vi blev mere og mere spændte på om de nu også ville gøre det, efterhånden som tiden gik. Men efter at havde ventet i fem timer kom der endelig en lift. Efter en spændende tur med liften, pga. alt isen på kablerne, kom vi endelig ned i dalen. Hvor det som altid regnede, men det blæste heldigvis ikke.

Ole på vej ned.

05/09 Vi tog svævebanen op til Aig. Di Midi, ved tolvtiden. Efter at havde nydt udsigten og alle de japanske turister havde taget billeder af os, begyndte vi nedstigningen til Col Di Midi. Der var faldet 40-50 cm. sne, så det var hårdt for Ole at træde spor, da han gik som første mand. Vi fortsatte direkte over Col’en, til Pnt. Lachenal, det tog os 1 ½ time. Vi var kun på toppen i kort tid, hvorefter at vi gik mod Cosmique hytten, hvor vi skulle sove i nat. I hytten kunne vi nyde den luksus at få en tre retters menu og en fantastisk solnedgang. Der var en masse skyer i dalen, så det var næsten som at kigge ud af vinduet på en flyver.

 
Udsigten til vores biviplads.                                          Ole og Peter på toppen af Lachenal.


Dagen efter stod vi op kl. 06:30, for at få serveret morgenmad. Brød, kornflaks, juice og en skål varm kakao. Kl. 08:00 var vi på vej væk fra hytten og på vej mod Cosmique Araten. Men inden vi skulle i gang med at klatre, øvede vi lidt selfarrest. Vi ville havde klatret Mt. Blanc Du Tacul, men pga. alt for meget sne valgte vi at klatre Cosmique Araten. Da vi var midt på ruten kunne vi se over på Mt. Blanc Du Tacul, at der havde været en lavine. Cosmique Araten er en rigtig fed rute med noget fin mix klatring. Ruten følger Cosmique Araten fra Cosmique hytten og op til Aig. Di Midi, det tager ca. tre timer. Ruten byder bla. på 20 m. abseil, fjerde grads klatring og, hvis man er heldigt, så kan man også møde nogle af de forbandede arrogante franske guider!. Ruten slutter sjov nok ved at man klatre de sidste fem meter på en stige. Hvorefter at man havner på en platform sammen med 40 turister, der står og tager billeder af de ”modige” klatrere, der kommer op.

Solnedgang fra Cosmique hytten.                               Aid-stykket på Cosmique Areten.

 


Det første klippestykke på Cosmique Areten.


07/09 Vi ville forsøge at bestige Mt. Blanc og havde derfor forsøgt at få en plads i Gouterhytten, men der var fyldt op lang tid i forvejen. Så vi var nød til at overnatte i Téte Roussé hytten, som ligger lavere end Gouterhytten. Bjergtoget, som vi skulle med, var forsinket og det ene dag kørte det kun en gang. Så det havde været lige meget med at vi ikke kunne få plads i Gouterhytten, men det betød også at Téte Roussé hytten blev fyldt op. Fra endestationen tager det to timer at gå op til hytten, men det er et kedelig strækning, fyldt med sten, så det føles længere. I hytten sad vi i et par timer, indtil vi skulle havde aftensmad. Efter aftensmaden gik de fleste i seng, hvilket ikke var ude problemer for folk rodede rundt imellem hinanden, så der gik lang tid inden at det blev så stille at man kunne falde i søvn.

Dome Du Gouter set fra dalen.

Kl. 01:00 blev vi vækket og nu startede der et nyt kaos, for nu skulle 50 klatrere havde grej på samtidigt med at de skulle spise morgenmad. Vi kom af sted kl.02:00, som nogle af de sidste, fordi at Peter havde problemer med hans pandelampe, men vi fik det lavet og kom af sted. Efter 2 ½ times ubesværet klatring nåede vi Gouterhytten, efter at havde overhalet 6 reblag. I Gouterhytten holdte vi en kort pause. Hvilket resulterede i at alt isen på vores tøj smeltede og handsker/huer blev gennemblødt. Efter at havde gået i 10 min. gik min pandelampe ud og jeg var nød til at stå med bare fingre i et par min., for at skifte batteriet.Vejret var forfærdelig, det blæste ca. 60 km/t. og der var minus 10 grader. På vej op til Domé Du Gouter begyndte folk at vende om og vi endte med at være ”fører” holdet. Siden at jeg havde skiftet batterier, var jeg begyndt at fryse min højre hånd. Jeg forsøgte med alt lige fra kuskeslag til at gå med fingrene inde i jakken, men lige meget hjælp det. Det tættere vi kom på Domé Du Gouter, desto mere sikker blev jeg på, at jeg skulle vende om. De sidste 100 m. til toppen af Domé Du Gouter gik vi meget langsom og var ved at blive indhentet af en masse andre. Det endte med at vi stod på toppen af Domé Du Gouter sammen med 20 andre. Jeg var bange for mine fingre og ville gå ned igen. Ole og Peter ville foresætte, men efter en kort diskussion, blev vi enige om at gå ned sammen. Alternativet havde været at jeg gik efter nogle af de andre ned. Da vi vendte om så vi at der var nogle der blev væltet omkuld af vinden. Pga. af skyerne var det svært at finde den rigtige vej ned, men efter kort tid fandt vi den. Da vi først begyndte at gå ned gik det stærkt og efter 45 min. var vi nede ved Gouterhytten. Jeg gik det sidste stykke ned til hytten, da Ole og Peter gerne ville tage nogle billeder.



Nede i hytten havde jeg en del besvær med at få mine steigeisen af da jeg frøs mine fingre så meget, men jeg kom da endelig ind i varmen. Efter at havde siddet i 20-30 min. begyndte jeg at få følelsen i de fleste af mine fingre, hvilket i øvrigt er en smertefuld oplevelse. Turen ned var lidt besværlig, for jeg manglede stadigvæk følelsen i tre af mine fingre, og Peter var meget træt efter den hurtige nedstigning. Det værste var alligevel alle de mennesker der gik endnu langsommere og dannede kø på ruten. Turen gik ned til gletsjeren ved Téte Roussé hytten, hvor vi holdt pause og fik pakket steigeisen, rebet og isøkserne væk. Turen gik ned over det meget stenede område, hvor vi bla. så en Stenbuk. Nede ved Nid’aigle tog vi toget videre ned i dalen. Dagen efter pakkede vi sammen og kørte hjem. Efter den lange tur hjem tog jeg direkte til lægen. Han kunne heldigvis fortælle at det bare var nerverne i fingrene som var beskadiget og de ville vokse ud i løbet af nogle måneder.

 

Copyright Thomas Holgaard Pedersen