www.fjeldsport.dk

                               Home     Turberetning      Diverse     Galleri      Profil    Links

 

Ulrichshorn 392 5 m.

 

Vi startede dagen i St. Niklas, hvor vi havde klippeklatret dagen før. Da vi vågnede op fra vores bivuak og så at det var godt vejr, besluttede vi os for at bestige et bjerg. Vi ankom ca. kl. 10:30 i Saas Grund, hvor vi købte ind til turen. Tilbage på campingpladsen fik vi noget ”morgenmad”, fik pakket til turen, hvilket ikke var ret meget da vi skulle overnatte i Michabelhytten. Kl. 13:10 begyndte vi at gå op, ad den velkendte sti, til Saas Fee. Det var varmt men det gik fint, men da vi kom til Saas Fee var der stadigvæk fire timer og et kvarter op til hytten. Ruten starter med at svinge op ad nogle stejle serpentinesving. Senere bliver der færre sving, men ruten er stadigvæk stejl. Efterhånden som man kommer op bliver udsigten bedre og man kan se en masse 4000’er. Men også Dri Hornlini, hvor vi havde forsøgt at gå ind 14 dage tidligere, men måtte vende om pga. dårligt vejr. Efter frokost, hvor vi havde set murmeldyr, forsatte vi op mod graten, som fører op til hytten. Graten starter i 2850 m . og går op til hytten i 3340 m . Graten er lidt besværlig og meget hårdt, specielt hvis man ikke er akklimatiseret. Alle de sværeste steder er sikret med wire, trin og stiger. Den sidste time var meget hård, men vi klarede det hurtigere ind guidetiderne. I hytten fik vi tildelt vores sengepladser og var så klar til at få noget at spise. Efter en lækker tre retters menu (som blev lavet af hytteværten som havde været der i 41 år! Vi blev enige om at hun havde været der da de byggede hytten.) gik vi ud for at nyde udsigten og se starten på vores rute. Udsigten var flot og udover Saas Fee, kunne man se en lang række 4000’er Lenspitze, Dom, Taschhorn, Alphubel, Allalinhorn, Wiesmies og Lagginhorn. Desuden kunne vi se hel ned til Berner Oberland, som lå i den anden ende af dalen.

 

Opturen.

 

Inde i hytten var den fælles holdning at vi skulle op kl. 3:00, hvilket ville give os masser af tid. Men det passede os fint, da det ikke er rart at være stresset fra morgen. Dog var der en lokal klatre som var meget stresset. Hans kammerat var syg og dårligt gående, så han vidste ikke om de kom ud at klatre, men som han sagde ”så kunne han jo bare følges med os”. Det blev dog ikke aktuel for hans syge ven var klar om morgen, så de klatrede lige Lenspitze’s nordvæg. Det skal siges at hans ”syge” ven gik bagved os på graten på vej op til hytten. Han gik og slappede af, mens vi kæmpede for at komme op! Vi skyder skylden på højden!! Efter en søvnløs nat stod vi op kl. 3:00. Kl. 4:20 tog vi af sted. Vi forsatte op ad graten indtil Schroarzhorn, ca. 3600m. hvor vi tog steigeisen på og bandt os i rebet. Herfra gik vi ud på Hohbalmgletchern. Det tog os ca. 20 minutter at krydse gletsjeren, før vi begyndte at gå opad. Da vi begyndte at gå op, kunne vi se Lenspitze’s nordvæg badet i lyset fra solopgangen og vi kunne tælle fem små reblag på vej op. Da vi var kommet op af væggen, hvor der var efterladenskaber fra en gammel lavine, begyndte vi at traversere over mod Windjoch passet 3850m., der hvor sydvest ryggen starter. I passet overhalede vi nogle tyskere. Lige under passet stoppede jeg for at få noget mere tøj på inden at vi gik op i passet (der er en grund til at passet hedder Windjoch), så vi blev hurtigt overhalet igen. Bjarne førte det sidste stykke mod toppen og forsøgte flere gange at overhale, men forgæves. Når man gik til siden for at overhale blev sneen blød, vi var nød til at gå i tyskernes spor. Derfor gik vi i tyskernes langsomme tempo, hvilket var irriterende for det ødelagde vores ellers så gode rytme.

Toppen og nedturen.

 

Men alligevel nåede vi toppen i løbet af en halv time. På toppen var der (som altid på en top) en fantastisk udsigt, både til de førnævnte bjerge, men også til mange flere. Desværre var vinden temmelig stærk og da vi ikke havde lyst til at gå bagved tyskerne på vej ned, begyndte vi at gå ned efter ti minutter. Vi havde hele tiden gået med 15 meter reb i mellem os, men på vej ned blæste rebet ud over en af sneskavlerne og skar sig fast, det var lidt problematisk at få det løst, men det gik heldigvis fri uden at vi skulle ud at danse på skavlen! Fra passet gik det hurtigt ned til snevæggen, hvor vi holdte en lille pause i læ for vinden. Derefter gik det stille og roligt ned til hytten, kun afbrudt af en enkelt pause, hvor vi nød udsigten, mens vi spiste chokolade. På vej ned mødte vi nogle som var på vej op. Nogle af dem var meget presset, bla. nogle englændere som ikke havde styr på deres ting i hytten og derfor var de kommet 45 minutter senere af sted. Da vi kom ned til hytten slappede vi af og købte en cola til 40,- kr. Lige inden at vi skulle til at gå ned mødte vi englænderne fra før og den ene spurgte efter, hvor liften var, som han var kommet op med, desværre mente han det seriøs, for han havde åbenbart glemt at der ikke var nogle lifter. Det gik selvfølgelig bedre med at komme nedad nu hvor vi var akklimatiseret. Men det var stadigvæk hårdt og vi fik ondt i knæerne af at gå ned. Men fra Ulrichshorn og ned til Saas Grund er der også 2350 højdemeter og det er langt at gå ned.

 

Copyright Thomas Holgaard Pedersen