www.fjeldsport.dk

                               Home     Turberetning      Diverse     Galleri      Profil    Links

 

Hundene.

 

Som sagt så er det Grønlandske slædehunde. En af grundene til at det er denne race er at Denis har arbejdet med dem oppe på Grønland, en anden grund er at det er de mest hårdføre hunde man kan få. De kræver ikke så meget og der skal ikke så meget til for at gøre dem tilfreds, en lang løbetur, noget at spise og en masse ”kælen med”.

Dette er faktisk noget der stadig kan imponere, uanset hvad man gør så er de glade og friske. Hundene stopper aldrig med at imponere og de er altid glade og friske på sjov og ballade.

                                          Angus og Sleipner venter på at blive snakket med!

Hundene er bygget til det arktiske klima og har ikke noget problem med at overleve i –50’ C. De har en meget tykt pels og klæder sig i bedste ”friluftsstil” med lag-på-lag, inderst en fin uld, derefter en tyk uld, og strittende ud fra det hele, har den de lange hår, som er vandtætte. Når den er i nærheden af vand, drikker den selvfølgelig vand, men ellers spiser den bare sne. Hvis der ingen vand eller sne er, så kan den omdanne kropsfedt til vand. 100 gram fedt bliver til 107 ml. vand. Utroligt!!  Hundene starter med at trække slæden når de er lidt over et halvt år gammelt, samtidigt med at de får så meget råt kød, så bliver det til nogle store muskler og i det hele taget til nogle store hunde. Men de er vild med at trække slæden og de bliver holdt i form. Oppe ved Sirius patruljen skal hundene trække en slæde der vejer 500 kg, over en periode på fem måneder og op til 12 timer om dagen. En hund trækker ca. det samme som den selv vejer, hvilket er imponerende når man tænker på at det er i sne, på is osv.

                                          Lupus spiser sin aftensmad

  I løbet af en måned spiser alle hundene 500 kg hundemad, og råt hestekød, svarende til fem heste. Hver måned vejer vi hundene og holder øje med at der ikke er en der vejer for meget/lidt. Den mindste hanhund vejer ca. 35 kg. (svarende til en voksen Schæfer), de største vejer op til 55 kg. Det er nogle store basser og indgyder en naturlig respekt. En stor hvalp vejer 25 kg når den er 2-3 måneder gammel. Hundene lever sammen i familien hele deres liv. Som følger af  det, hyler de meget, hver morgen og aften. Endnu mere hvis der er en tæve i løbetid eller hvalpene er kommet fra hinanden. Hundene hyler for at holde sammen på familien, for støtte, for velvære, for at holde mig vågen om natten og sørge for at jeg kommer op til tiden. Når de hyler er det ligesom når man høre ulve hyle i fjernsynet, bare at der ikke er 10 hunde, men 35! Hver hund har selvfølgelig sin egen navn, nogle af navnene passede bedre ind andre, men her er de: Kira, Lupus, Zippo, Jöküll, Jean, Ghandi, Kosak, Saddam, Rasta, Pluto, Angus, Sleipner, Batman, Turbo, Pedro, Simpson, Cool, Kubik, Junior, Rudolf, Oliver, Don, Grettir, Apollo, Halte, Zeus, Hardy, Saga, Balo, Bacon, Brage, Bella, Clint, Coco og Chip.

Med hensyn til maden, så spiser hundene ca 800 gram tørkost om dagen, når den går hjemme på gården og slapper af, når den er ude i terrænet spiser den 1100 gram. Til samligning spiser en schæfer 400 gram om dagen. Nogle af de nævnte hunde er der ikke mere og andre er kommet til.

                                            Jokull ville være sikker på at komme med på billedet.

Hver hund er delt ind i hold, med ni på hver. Der er nogle reservehunde og hvalpene, som ikke har nogen bestemt plads. Holdene har navne efter fører hunden.

 

Angus—- Oliver--- Cool--- Batman--

                                                           ---Baloo          Baloo’spand.

Sleipner—Lupus--- Pluto---Turbo----

 

 

  Don-----Jöküll---Zeus-----Ghandi---

                                                        ---Pedro         Pedro’spand.

Grettir--Saga---Simpson---Kosak---

 

 

Junior-----Halte----Kubik----Zippo----

                                                            ---Rasta     Rasta’spand.

Rudolf---Apollo---Hardy---Saddam---

  Igen nogle af hundene er der ikke mere, og andre er kommet til, derfor ser spandene ikke sådan ud mere, men princippet og opbygningen er den samme.

 

Hundene har deres faste pladser i hvert spand. Hvis der var nogle der sloges meget kunne vi flytte rundt på dem, men det var noget vi forsøgte at undgå. De seks bagerste hunde er de største, de trækker det meste af slæden. De to hunde bag ved førerhunden har tre opgaver, at forberede sneen til de tunge hunde, trække slæden og hvis førerhunden stopper (uden kommando, f.eks. for at tisse) skal de foresætte sådan at spandet ikke går i stå. Førerhunden behøver ikke at trække slæden, han skal bare finde vej, og adlyde vores kommandoer (højre, venstre, stop). Det lyder som en loppetjans, men det er det ikke, hvis noget går galt er det førerhunden der for ballade. Hundene har en utrolig temperament og stædighed. De har deres eget personlighed, ligesom mennesker og et godt eksempel herpå er Don og Grettir. De er brødre, Don er utrolig sky og er ligeglad med turisterne. Grettir er en ballademager og hvis han ikke for nok opmærksomhed, ja, så laver han ballade! Men alligevel går de aldrig længere væk ind et par meter fra hinanden.

                                              Don og Grettir venter på deres aftensmad.

 De forskelligheder i temperament kan være en af grundene til slagsmål, men der kan være mange andre f.eks. mad, vand, sovepladser, kedsomhed og tæver. Hvis man har et slagsmål så er det med at få det stoppet med det samme, dels af hensyn til hundene men også fordi at det kan starte ”sympatislagsmål” hos de andre hunde.

 

Copyright Thomas Holgaard Pedersen